Udstillingsvindue

Julekalender 2014

Så blev det endelig jul og vores lille julekalender stafet er slut. Man kan dog stadig læse historien her på bloggen og se billederne af hvad der skete i de 24 dage med 24 små hændelser, som nissen Lathyrus oplevede – fra hun vågende af sit efterårs-hi, til hun satte sig til et velspækket julebord, med alle dem hun mødte på sine eventyr.

Hvis man har en SmartPhone, kan man også scanne QR-koden herunder og så kan man jo læse højt og ser på alle “lågerne”, mens man sidder i sofaen, i bilen eller hvor man nu befinder sig.

 

QR-Kode_Julekalender2014

GOD JUL & GODT NYTÅR!
God fornøjelse!

————————–

CREDIT:
Koncept og udførelse:
Anneli Olesen, Katrine Nilsen m.fl.
Nissen Lathyrus, uglerne, fårene og feerne: Lovisa Thekla Jensen
Pileflet: Flettekompagniet
Ole C’s Juletræsservice: Ole Christian Olesen – håndværker, modelbygger, altmuligmand & Rock’n’Roll. (Man at Work /Manic Mecanix)
(Se her hvordan man laver træer Rock’n’Roll style: Grantræer, Løvtræer )
Øvrige modeller: Katrine Nilsen

 

28. November 2014 – Det sneeeer!
Så er det endelig lige ved at være nu, kun to dage tilbage! Fra på mandag begynder juleeventyret her i vinduet. Men vi kunne selvfølgelig ikke vente, så indtil videre får det lov til at sne lidt fra Annelis Krussedullesky så længe…

1. December 2014 – Nissen vågner? (Katrine)
Så blev det endelig December og nissen er allerede… hov jamen, hun sover sørme endnu!
”Lathyrus! Du skal op. Lathyyyyyyrus! Det er december og du skal jo nå alt muligt før det kan blive jul i år. Lathyrus!! Kom nu…”
Hm, det var da mærkeligt, hun har da ellers sovet hele efteråret. Åååh nu forstår jeg hvorfor hun er så træt! Kan I også se det? Hun har jo selvfølgelig gjort rent hele dagen i går, med kost og spand og de står der endnu. Tja, med alle de visne blade, bær og kogler der var føget ind mens hun sov – og jeg tror sørme også der var begyndt at vokse et par svampe hist og her – ja så kan man da godt forstå at hun er træt. Jeg tror vi skal lade hende få lov til at sove i dag, for imorgen er der jo stadigvæk 23 dage tilbage.

2. December 2014 – Rod i fadeburet (Anneli)
Gaaaaaaaaabbbb….. ! “atjuuuu….” Pyh ha…! sikke meget støv og skidt der samler sig i krogene, når man har ligget og snuet. Jeg er helt ør i hovedet af at snurre rundt med den kost. Og sikke et rod. Hvem har dog glemt at ryd….åhh…hvor er jeg dum. Selv mig…fnis.
Selv i fadeburet. Det må være de små mus..nå ja..men de bor her jo også. Nå….Jamen godmorgen Mis og Vuf, er I også vågnet”
Nu kunne jeg godt trænge til en kop kaffe. Mon ikke der er en bønne tilbage i dåsen….! “Ahhh…det var godt!” “Men Mis og Vuf dog, er det jer der har væltet pakken med Corn Flakes…?” Det er jo ud over hele gulvet…næ hov, prøv og se. Det er som om nogen har lavet en sti…….

3. December – Grieserier (Katrine)
Hver dag fodre Lathyrus grisene med det bedste hun har – og hver dag finder de noget andet at spise, de utaknemmelige kræ. I går var det cornflakesene det gik ud over og idag har de væltet… “I små tumper, det der er ikke jeres fodertrug, det er jo … Lathyrus badekar? Åååååh neeeej, I små tyveknægte! Det var jo der hun havde gemt sækkene med mel og gryn og nu har I spist det hele” Det er sørme heldigt at Lathyrus havde gemt posen med risengryn et andet sted, men hvordan skal hun nu få bagt brød og julekager?

4. December – Huskebogen (Anneli)
Nu er der kun 20 dage til Juleaften og meget skal nås. Lathyrus er gået igang med at skrive det op hun skal huske i sin store Huskebog. Der skal laves julekort og sendes indbydelser, pakker skal laves og pakkes ind, brænde skal stables, foder til dyrene, og så skal der bages småkager; klejner, kokoskranse og honninghjerter. “Hm… papir, bånd, julelys, godter til musene, halstørklæde til hesten, legetøj til katten. Smør, sukker og ja…mel. Masser af mel. Nå nej..mølleren kom jo med en stor sæk, inden jeg gik i hi, så det behøver jeg ikke købe” Ups!…. hvad Latyrus desværre ikke ved, er jo at grisene har spist alt melet, som hun skulle bage julekager og brød af. Åååhhhh nej….!

5. December – Til mølleren efter mel (Katrine)
Efter Lathyrus var færdig med at skrive sin huskeliste igår, gik hun ud for at se om alt var som det skulle være, og da hun kom til melsækkene, ja så kan I jo nok forestille jer at der blev ballade…? “Nå da da, I har rigtig nok haft en fest små grisebasser! I må være sultne, men det er jo også bare med at få spist sig lidt fedt til, så I kan holde varmen her i vinter, for I har jo ikke sådan en dejlig varm ulden trøje som mig” …Nå det må jeg nok sige, der slap grisene godt nok lidt billigere end jeg havde regnet med. Men det er jo også december og Lathyrus er i julehumør. Grisene er dog stadig lidt røde i kinderne idag, så lidt skammer de sig vel.
Nå men idag er Lathyrus så gået til Møller Øland for at hente et par nye sække mel. De står allerede klar, men hvor søren blev Lathyrus nu af?! Åh, nu forstår jeg! Hendes hue er blæst op i møllevingen og har sat sig fast allerøverst oppe, så nu er hun gået ind efter hjælp, men det behøver hun da vist ikke. “Lathyrus kom tilbage, Mis er allerede kravlet op efter den!” Og Vuf vogter over melet imens, det er godt at have venner.

6. December – Gåsen i krattet (Katrine)
”Skrææææp skræææp!” Da Lathyrus går forbi det store kristtjørnkrat her til morgen, kan hun pludselig høre nogen skræppe noget så hjerteskærende. Det lyder næsten som om nogen sidder fast derinde. Når hun rejser sig op på tåspidserne, kan hun lige skimte et lille hvidt hoved og et gult næb stikke ud mellem grenene midt i krattet. ”Skræææp Skræææææp” lyder det igen, endnu højere. Det er rigtig nok, en stor hvid gås sidder fast i tornene derinde. Den har nok villet have fat i alle de dejlige røde Kristtjørnbær, tænker Lathyrus og ryster på hovedet. ”Bare rolig, du skal nok komme ud” siger hun til gåsen ”men jeg er vist nødt til at have lidt hjælp, for ellers ender det bare med at jeg også hænger fast, og så er vi jo lige vidt”. Og så går Lathyrus ud i skoven og kalder på alle vindheksene, som sidder oppe i træerne og børster løv og mos og snefnug ud af deres lange lyse silkehår. Det kan vindhekse få mange timer til at gå med, mens de snakker og pludre og synger på deres eget sprog, som lyder som vindens lystige susen i trækronerne. Men da de hører hvad der er galt, kravler de ned fra træerne og begynder istedet at synge en anden sang, der lyder som stormes vrede buldren. Og snart lægger kristtjørnen ærbødigt sine grene ned, så gåsen kan kravle ud – godt forrevet, men så glad, at den følger efter Lathyrus hele resten af dagen. ”Hvis du kan enes med Mis og Vuf” siger Lathyrus til sidst ”så må du gerne bo hos mig”. Til det lægger gåsen hovedet lidt på skrå og blinker med det ene øje. Hm, det betyder nok ja, tænker Lathyrus, og så går de hjem.
Men hov, hvad er det der sidder fast der på en af tjørnekrattets torne? Jeg tror sørme det er lidt silkehår fra en af vindheksene. Det siges at bringe held til dem der har vinden i ryggen … hvad det så end betyder!? Hm, det er nok alligevel sikrest at lade det sidde.

7. December – I-foran-ovenpå-bagved bogskabet (Katrine)
Efter sådan en oplevelse igår, har Lathyrus besluttet sig for, at en stille og rolig dag derhjemme ikke vil være helt tosset. Så hun har kastet sig over det gamle bogskab, for at finde sin bedstemors småkage opskrifter. ”Og imens kan I jo lære hinanden lidt at kende” siger hun henvendt til Vuf og Mis, som dog endnu ikke er helt overbevist om, at der også er plads til Gås herhjemme hos Lathyrus. ”Ja, men det er vi nu flere om at bestemme!” siger Lathyrus højt og ser meget bestemt på dem begge to. Vuf ser brødbetynget ud og logre lidt undskyldende med halen mod puden. Dunk dunk dunk! Mis derimod har slæbt sin pude helt op på skabet og sidder nu fornærmet deroppe, med ryggen til og lader som ingenting. ”Bare rolig Gås, de skal nok komme til fornuft” siger Lathyrus hovedrystende, før hun trækker sin fine røde uldkjole over hovedet og hænger den op på skabet, for at den ikke skal blive støvet. Og så dykker hun ned i sin lille læsehule bag ved skabet igen, for at lede videre. ”Eller, hov Lathyrus, det der er da vist ikke bageopskrifter!” ”Shhh!” visker hun skælmsk og læser videre.

8. December – Ilpost fra Lapland (Anneli)
“Snork pyyyyyyy…. snork pyyyyyyyyyyy”
Lathyrus snorksover inde bag skabet. Bogen hun læste i, er gledet ned på gulvet og hendes hoved hviler på væggen. I det fjerne høres der pludselig en brummende lyd. Den kommer nærmere og nærmere. “Snork .. hu..hva var det ?” Bonk…”Au!” Lathyrus vågnede med et sæt og bankede hovedet op i bogkassen ovenover. “Hva er det for en lyd ?!” Hun kravler ud bag skabet og tager sin Nissehue på.
Mis, Vuf og Gås står henne ved døren og kikker lige så overraskede ud. De går alle ud. Den brummende lyd kommer nærmere og nærmere. De kikker sig omkring og pludselig får Lathyrus øje på noget oppe på himlen. En lille rød prik, som bliver større og større. Og lige der i kanten, hvor himlen slipper skyerne, der kommer en lille rød flyver ud. “Jamen, hillemænd, det er jo julemandens SOS flyver. Hvad vil den her?” Flyet dykker og i et nu slipper den en stor indpakket konvolut, som daler stille ned mod jorden.
De løber alle hen til pakken. Lathyrus begynder at åbne pakken og inden i er der brev fra selveste Julemanden. Der står:

Kære Lathyrus
Min fætter fra Grønland har meldt sin ankomst til jul og min kone er igang med at forberede julen. Men da hun skulle finde sin hemmelige opskrift på de sprødeste og magiske honningkager, så var opskriften forsvundet ud af hendes stores magiske bagebog. Pist væk er den, som om nogen har stjålet den. Og det var jo en opskrift som stammede fra din tip-tip-tip nisseoldemor. Og min fætter elsker disse kager.
Kunne du ikke hjælpe os i nødens stund.

De kærligste julehilsner
Julemanden

9. December – Hvad der gemte sig i brønden (Katrine)
Oj oj oj, så kan det ellers nok være at Lathyrus pludselig fik travlt med at lede i går. Hun ledte både højt og lavt, for Fætter fra Grønland må jo have sine elskede honningkager, ellers bliver der aldrig julefred i Lapland. Men lige meget hvor hun ledte, kunne hun ikke finde tip-tip-tip oldemors hemmelige opskrift nogen steder, heller ikke selvom både Mis og Vuf hjalp til med at søge både højt og lavt. Gås derimod var ikke til megen hjælp. ”Gås, hold nu op med at stå og skræppe foran døren” Sagde Lathyrus irriteret ”Det er blevet for sent at gå ud nu, klokken er mange. Du skulle hellere komme og hjælpe os med at lede, inden vi går i seng” Men gås ville ikke forlade døren og lagde sig til sidst til at sove foran den. Og da Lathyrus gik ud for at fodre grisene her til morgen, strøg Gås straks ud af døren og direkte over til brønden, hvor den begyndte at skræppe højlydt. ”Nå du var tørstig, jamen det kunne du da bare have sagt. Nu skal jeg hive lidt frist vand op til dig … hov hvad er det der ligger i spanden?” I spanden lå et sammenrullet stykke papir, som så meget gammelt ud. Der var skrevet noget på det ”Hm, opskrift … mon det kunne være …? Men hvordan skulle den dog være havnet her? Og hvordan kunne DU vide at den var der Gås?” Lathyrus tog fat i papirrullen, for at hive den op ad spanden. Kling klag! Noget faldt ud af papirrullen. Det var en nøgle, en lille fin hjerteformet nøgle. ”Gad vide hvad den passer til?”

10. December – Ugletræet (Katrine)
Åh nej åh nej åh nej! Nogen har spist tip-tip-tip oldemors opskrift! Der er ikke andet end smugler tilbage. “I er rigtignok forslugne små mus. Den har nok smagt dejligt af honningkage hjerter” Siger Lathyrus Men det var nu ikke særlig pænt gjort. Hvordan skal de nu få bagt småkager i Lapland?” “Men måske … hvis tip-tip-tip oldemor har gemt en nøgle inden i, så er det … måske fordi hun har gemt den RIGTIGE opskrift et andet sted?
Ja se, nu var der jo bare lige at finde ud af hvor nøglen passer. Men hvordan finder man lige ud af det? “Jeg tror jeg går ud til de kloge ugler og spørger om de ved noget”
Og så gik hun ud til det aller aller ALLER største og højeste træ i hele skoven, for det var uglernes træ. Her sad de dagen lang og tænkte mange tanker, og nogen siger at de har siddet der lige siden tidernes morgen, men det kan vist ikke være rigtigt.
“Uhu uhu” sagde uglerne da de så Lathyrus “Hvad kan vi hjælpe dig med?” “Jo” sagde Lathyrus “Ved I hvad denne her nøgle passer til? Den har været min tip-tip-tip oldemors og jeg tror hun har gemt noget hemmeligt og meeeget vigtigt et sted!”“Ja hende kendte vi vel” svarede den største ugle, nederst i træet, for den var ældst og kunne derfor huske mest.“Men hun var netop altid godt til at holde på en hemmelighed, din tip-tip-tip oldemor, så jeg kan desværre ikke hjælpe dig”
“Jeg ved heller ikke noget!” sagde den midterste ugle søvnigt, og det gør den faktisk sjældent. De andre ved godt at det er fordi den sover hele tiden, men de siger bare “det er fordi den tænker” og så er der ikke nogen der spørger mere til det.
Den mindste ugle derimod, sidder allerøverst oppe i det store træ, hvor den kan følge med i alt hvad der sker på lang afstand. Så hvad der er værd at vide, det ved den som regel, men “Nej jeg har heller ikke hørt eller set noget” tuder den beklageligt “Men jeg kan se at fårene ligger inde i stalden og tygger drøv. Måske kan du prøve at spørge dem om de ved noget. Din tip-tip-tip oldemor holdt jo meget af sine får, så måske har hun indviet dem i nogle af sine hemmeligheder”
“Tak!”
sagde Lathyrus “det vil jeg gøre” og så gik hun hen til fårene i stalden.

11. December – ude på marken (Katrine)

”Det var da ellers en fornem lysekrone I har her i stalden” sagde Lathyrus lidt overrasket ”Jahahahaaaa” brægede fårene ”deheheheeen er skam fin og deheheen har hængt her i mange hundrede år.” ”Det skulle vel aldrig være min tip-tip-tip oldemor der har hængt den op?” spurgte Lathyrus snedigt. ”Det veææhæhæhd vi virkelige ikke noget om” brægede det store grå får fornærmet ”Min saahahaalig mor sagde altid, at vi får fortjener det bedste. Men det kan nok væhæhææære at hun ikke seææhæhælv har fundet på det, for fantasi havde hun ikke meheheget af” og så gumlede fårene videre.
”Nej vel” sagde Lathyrus og tænkte ved sig selv, at dem får jeg nok ikke meget ud af, for de tænker vist ikke på meget andet end at spise og sove. De så ikke ligefrem ud som nogen der kendte til hemmeligheder, endsige nogen der kunne holde på dem. Men nu var hun jo kommet helt herud og så kunne hun jo lige så godt spørge. ”Øh hm! I ved vel ikke hvad denne nøgle passer til? Den har tilhørt min tip-” ”Hvad skulle vi dog med en nøhøhøhøgle!” vrængede fårene i kor ”Se dig dog om, er der måske nogen døøøhøhør her i vores stald vi kan lååhåhåhåse?”
”Øhm næææ, det er selvfølgelig… jeg tænkte bare … måske I vidste…”
”Vi veehehed ingenting og vi vil heller ikke viiihihide det! Vi har det godt som vi har deehehet, ja vi haahahar!”
afbrød fåret med det rosa hoved. ”Men prøøhøhøv at spørge vinterens fe, hun ved en maahahasse om alt det der er skjult”
”Tak”
sagde Latyrus og så gik hun ud for at finde vinterens fe.

12. December – dybt inde i skoven (Katrine)
I dag er Lathyrus gået ud for at finde Vinterens fe, som måske ved hvor det, nøglen passer til, er gemt. Det håber Lathyrus i hvert fald, for nu er der kun 13 dage tilbage før det er jul og… ”Det haster med den opskrift” siger Lathyrus til Vuf, for nu at have nogen at snakke med, mens de går rundt ude i skoven. ”Himlen er så mørk i dag, synes du ikke Vuf, skyerne er næsten helt sorte” ”Vrouuuf” svarer Vuf, ”Ja du har ret, jeg synes også det er blevet koldere. Brrrrr! og jeg der glemte min hue ovre ved fårene” ”Vouf?” ”Nej Vuf, de var desværre ikke til megen hjælp. Men lad os se om Vinterens fe ved noget mere.”
”Om jeg ved noget mere om hvad?”
siger en klokkeklar stemme pludselig. Lathyrus snurrer forskrækket rundt, og der står Vinterens fe, på en trone af vissent bark, klædt helt i hvidt, fra øverst til nederst og med istapper i bæltet. ”Hvad kan jeg hjælpe dig med lille husalf?”
”Jeg er ikke nogen alf!”
siger Lathyrus fornærmet og glemmer helt at være høflig. ”Jeg er en nisse” ”Åh, for os er det det samme” svarer feen ”Nisser er blot alfer der ikke har fået vinger endnu” ”Kan jeg få vinger!!!?” udbryder Lathyrus begejstret ”Det kan man aldrig vide” svarer feen ”vinger kommer hvis de vil, det er ikke noget man selv kan bestemme. Men sig mig nu, hvad kan jeg hjælpe dig med?”
”Åh”
siger Lathyrus bedrøvet og glemmer et øjeblik alt om hvad hun er kommet for. ”Åh, åh, jo” siger hun pludselig meget hurtigt ”jeg-ville-høre-om-du-øh-om-de-øh-om-deres-overfeethed-ved-hvad-denne-nøgle-passer-til-den-har-været-min-tip-tip-tip-oldemors?”
”Om jeg ved hvad nøglen der passer til? Hm, nøgler plejer at passe til en lås og låse plejer at sidde på noget, som nogen gerne vil passe på. Og noget nogen gerne vil passe på, plejer de at gemme godt. Hvor plejede din tip-tip-tip oldemor at gemme sine vigtige sager?”
spørger feen tænksomt ”Tja, Gås fandt jo nøglen i brønden, så… åh, vand selvfølgelig, der er jo vand i brønden! Så det må betyde at min tip-tip-tip oldemor plejede at gemme sine ting under vand!” råber lathyrus glad ”Kom Vuf, vi må skynde os ned til søen” og så begynder hun at løbe og glemmer helt at sige tak. Det ville nu heller ikke gøre den store forskel, for vinterens fe er allerede forsvundet og der hvor hun stod, er sneen langsomt begyndt at dale ned.
Skynd dig Mis, vi skal nå ned til søen før det bliver mørkt. Brrr! jeg synes det bliver koldere og koldere, bare jeg dog ikke havde glemt min hue. Men nu er vi der lige snart. Faktisk burde vi være der nu. Hvor søren er søen blevet af?”

13. December – ude på isen (Katrine)
Søen er selvfølgelig ikke forsvundet. Lathyrus og Vuf står faktisk lige oven på den, men… ”Søen er jo frosset til is!” siger Lathyrus og stamper med foden, så isen knager faretruende. ”Ja det er hvad der sker når Vinterens fe kommer på besøg” siger en lille stemme pludselig lidt derfra. Lathyrus kan ikke se hvem det er, for lige der hvor stemmen kommer fra, er der pludselig helt tåget. ”Men hvordan finder vi så ud af hvad der er gemt på søens bund, og hvem er du?” spørger hun. ”Hm, det var hele to spørgsmål på en gang” svarer stemmen ”hvad vil du helst vide?” “Jeg vil helst vide det første, for det er det vigtigste. Men jeg vil også gerne vide hvem jeg taler med, så jeg må heller vide det sidste først.” svarede lathyrus og forsøgte at lyde mere høflig denne gang. Meget vel, så skal du få svar på begge dele. Jeg er Sommerens fe og det er min skyld at det er tåget, for hvor jeg end træder, tør alting og begynder at gro. Men i dag er mine kræfter ved at være brugt op for denne gang og det er på tide at min søster Vinterens fe tager over, og lægger alting i dvale under sne og is for en tid. Men før jeg tager af sted, vil jeg svare på dit andet spørgsmål så godt jeg kan.” svarer stemmen og nu kan Lathyrus se hvor den kommer fra.
I en stor gylden messingkedel, som næsten er frosset fast i isen, sidder en lille solgul fe, med en blomst i den ene hånd og en gylden due i den anden. ”Det som passer for enden af nøglen, er rigtig nok gemt under favne af vand, men bundet af magi, som kun to kan forløse” siger sommerens fe. ”Øh, det forstår jeg ikke ret meget af” siger lathyrus sandfærdigt, for hun forstår virkelig ikke et pluk. Hvad mon ”som kun to kan forløse” betyder, tænker hun. ”Mere kan jeg ikke røbe” tilføjer feen, som om hun har hørt Lathyrus tanker ”men hvis du går over til krattet derovre ved bredden, hvor der findes en våge i isen, så kan det være du finder hjælp til at løse gåden” og pist! så var Sommerens fe forsvundet som dug for solen.

14. December – på det dybe vand (Katrine)
Da Lathyrus nærmer sig bredden, kan hun skimte et hul i isen under en af de snedækkede buske, hvor vandet aldrig rigtig fryser til is. Lige netop sådan et sted, hvor fiskene plejer at komme op til overfladen efter luft, når resten af søen er frosset til. ”Fisk! Selvfølgelig, hvor er jeg dum” udbryder Lathyrus og slår sig for panden ”Fisk når jo helt ned til bunden, så de må kunne hjælpe mig” og så sætter hun i løb, det bedste hun kan på den glatte overflade. Men Mis er kommet hende i forløbet. Den sidder allerede ved hullet og stirrer interesseret på to gyldne fisk der svømmer rundt nede i vandet. ”Meeoow” siger Mis og flikker med halen. ”Nej Mis! Du må ikke gøre dem noget. Vi har brug for deres hjælp” råber Lathyrus. Men Mis ser bare på hende, som om det ved den da godt og det er da KUN derfor den er her. Og det er det måske også, tænker Lathyrus. Gås viste jo at vi skulle lede i brønden og Vuf fulgte med ud i skoven helt af sig selv, så måske viste den også hvor vi kunne finde Vinterens fe. Hm, det ser ud til at dyrene ved mere end jeg gør, så fiskene er nok de helt rigtige at spørge. ”Fisk i det dybe vand, ved I om det der passer for enden af nøglen, gemmer sig på søens bund?” ”Blyb-blob-det gør det” gurgler fiskene i kor ”men kun den der ved hvad der ligger på søens bund, kan få det op” ”Ah-hva-for-noget” siger Lathyrus ”det gir da ingen mening. Hvis jeg vidst hvad det var, behøvede jeg jo ikke spørge om hjælp!” ”Blob-blib tænk dig om” bobler fiskene ”måske ved du mere end nu tror”. Hm, tænker Lathyrus, hvor gemmer jeg selv de ting jeg gerne vil passe på? ”Åh, i en kiste selvfølgelig! Men vent, oldemors gamle dragkiste, som ingen har kunnet finde i flere hundrede år, det er jo den der ligger på bunden af søen selvfølgelig!”
Og ganske rigtig. Fiskene beder Lathyrus om at få enden af hendes reb og så svømmer de ned for at binde det fast om dragkisten, så Lathyrus kan trække den op på land. Det bliver spændende at se hvad der gemmer sig i det, når først lathyrus får den åbnet.

15. December – på bunden af kisten (Katrine)
”Puha, den er godt nok tung”
stønner Lathyrus, da hun endelig har fået trukket oldemors dragkiste op på land. ”Gad vide hvad hun har gemt i den, for en bageopskrift kan da ikke veje så meget alene, lige meget hvor hemmelig og magisk den end er.” Lathyrus tager nøglen frem, som hun har haft hængende om halsen, stikker den i låsen og drejer rundt. Katjing! siger det og låget ryger op med det samme. ”Hold da op” udbryder hun ”sikke en masse ro…øh ting tip-tip-tip oldemor har gemt. Lad os se … et portræt af julemanden, hm ja, de var vist også fætre og kusiner. Ush! en gammel udstoppet ørn, en kuffert og … hov det er sørme makkeren til lysekronen der hænger ude hos fårene, tænkte jeg det ikke nok. Hvad er det der hænger der … nej ved I nu hvad, det er jo en gammel pølsestump. Jeg tror vist min oldemor må have været lidt distræt. Den lugter nu frisk nok. Men hun har vel også fyldt kisten her med magi, for hvordan skulle den ellers have holdt sig tør dernede på bunden af søen i så mange år.” Lathyrus roder videre i alle de mærkelige ting der ligger i dragkisten, mens Mis ser nysgerrigt til på afstand. Den håber nok på at der måske har forvildet sig en fisk med op, men beklager Mis, jeg tror fiskene har kunnet lugte magien og har holdt sig langt væk. ”Åh se Mis, her er oldemors magiske kagerulle. Så kan det kun gå godt med julebagningen i år. Men hvor pokker er … der! Der er den!” Aller nederst i dragkisten, godt gemt under en masse rod, ligger, ikke bare tip-tip-tip oldemors opskrift på honninghjerter, men HELE hendes hemmelige og magiske kogebog. ”Nu skal der rigtig nok bages og steges og brases – både her og i Lapland!”

16. December – kanel i næsen, mel i håret og en lille julebimmelim (Anneli)
”Det var sørme godt at jeg endeligt fandt tip tip tip oldemors kogebog og opskriften på de magiske honninghjerter. Nu er det bare om at få tændt op i komfuret og ælte dejen sammen. Det var sørme også heldigt, at jeg allerede havde alle de hemmelige krydderier i fadeburet, for ellers måtte jeg have sendt Gås af sted til min gamle søster i Litauen.”
Lathyrus er straks gået i gang med oldemors opskrift, selvom komfuret hernede er lidt højt, så hun er nødt til at stå på en stol for at kunne nå helt op. Men hvad gør det nåhr… “Åhhh” sniff sniff “Sikke en liflig duft. Kanel i mine næsebor, det er det bedste jeg ved, det er lige til at blive i julehumør af! Men først en kop af oldemors gode gløgg…den varmer helt ned i træskoene. Og så er det ellers om at fylde dåsen med de bedste honninghjerter og få dem sendt afsted med postflyveren til Lapland.”
“Tju hej hvor det går! Ups…nu må jeg dog ikke glemme at jeg selv snart skal have gæstebud. Nå…men” slupr slurp … hik … hik “Scshååål!!! Jeg bager schørmmmme liiiiiiiiige en echstra porschuiuiuon…hik”
Åhh nej, hvad er det dog Lathyrus gør…hun har vist fået for meget julegløgg. Den er også stærk, det ved hun jo godt, det var sådan oldemor bedst kunne lide den. Nå ja, vi under hende det, hun må trænge til at få varmen oven på det eventyr. Men bare hun ikke brænder alle honninghjerterne på.

17. December – Teslabberas (Katrine)
“Åh, mit hoved – I må ikke snakke så højt” Jeg tror Lathyrus har lidt ondt i hovedet idag. Jeg kan i hvert fald se at hun har taget sig en stor kop kaffe, selvom det jo er teslabberas hun har inviteret til. Og de andre snakker bare lystigt videre, for det er jo frygtelig længe siden de sås sidst. Sikken summen af stemmer og Mis der spinder fornøjet, Vuf der tigger ved kagedåsen og Gås der bliver ved med at stikke sit næb i alting. Det er næsten for meget af det gode, men det er nu også dejligt at få besøg af alle sine venner. Kanin, Bjørn og Lathyrus’ lille Niece Mirabel, som er kommet på besøg helt fra Litauen. “Nå ja, jeg skulle hilse fra mor” siger mirabel pludselig “jeg har en masse af hende hemmelige krydderier med til dig” “Åh det var heldigt, for jeg brugte de sidste da jeg bagte igår” og hun bliver nok nødt til at bage nogen flere honninghjerter idag, for de sidste hun bagte igår brændte selvfølgelig på, men det siger hun nu ikke højt …  hm, ja sådan kan det gå. Men hun kan jo ikke sende brændte honningkager afsted til Lapland.

18. December – byen bag spejlet (Katrine)
”I dag er det vist blevet tid til at få ordnet julegaverne”
sagde Lathyrus til sig selv her til morgen. Men nisser handler naturligvis ikke julegaver lige som os andre, kan I jo nok forstå. De bruger selvfølgelig magi. Eller en lille bitte smugle magi i hvert fald. For Lathyrus er taget på besøg i det blå hus i den lille by bag spejlet, hvor Hr. Jokumsen bor. Han laver de mest vidunderlige ting, og man behøver bare at give ham en liste med navnene på alle dem man vil give gaver, så ved han lige præcis hvad de ønsker sig allermest.
Men for at komme derind bag spejlet, er Lathyrus først nødt til at blive mindre, meeeeeget mindre og det er ikke helt let. Det er en meget kompliceret trylleformular, men Lathyrus har heldigvis gjort det så mange gange nu, at hun hurtigt krymper og bliver præcis så lille, at hun kan komme ind ad døren i det blå hus. Men træskoene har hun sørme glemt at krympe denne gang, så dem har hun måttet efterlade udenfor. Hvis I er helt stille, så kan vi måske… ”Hviske…tiske…tiske…hviske” … ja nu kan jeg høre dem viske derinde, så Lathyrus er nok igang med at bestille de sidste gaver. Jeg kan se at hun allerede har fået nogen af dem med ud. Hm, gad vide hvem de er til?

19. December – der pakkes hemmeligheder ind (Anneli)
”Lad os se, hvem var denne her nu til… thi hi, nåhr jo … he he, den skal han nok blive glad for”
Lathyrus er gået i gang med at pakke alle gaverne ind. Det har ikke været nemt at liste sig til i hemmelighed. Hver gang hun troede, at nu var hun helt alene, så opdagede hun at et par nysgerrig øjne alligevel så til. ”KAN I SÅ KOMME UD!” har hun tordnet mange gange, men lige meget har det hjulpet, lige indtil… ”Sengetid! Og dem som ikke vil i seng, har heller ikke fortjent en julegave!” … og så var der ellers nogen der fik travlt med at komme i seng. Nu er klokken blevet mange og Lathyrus kan høre at der endelig er helt stille i huset. ”Hum hum… og den her er selvfølgelig til… ja den må jeg nok hellere få pakket godt ind, for hun har det med at mærke på alle gaverne. Men mon ikke… jo jeg tror det her papir vil være perfekt”
Nu må du ikke blive oppe hele natten Lathyrus, for så sover du jo bare hele dagen væk i morgen.

20. December – i sneen (Katrine)
”Hviiiin… skræææp… vuf vuf… miaaauuu”
Lathyrus blev ikke helt færdig i går, så mens hun pakker de sidste gaver ind, har hun sendt alle ud at lege i sneen. Mis, Vuf, Gås og Mirabel er gået ud på marken til Hr. Snemand, hvor de er i gang med at… hm, jeg tror de er ved at bygge en sneborg, men uh nej, nu går det vist galt… ”Hov din… det skal du få betalt” Swiiiish splat! ”Hi hi, nu er det din tur Gås” … ja tænkte jeg det ikke nok, nu har det udviklet sig til sneboldkamp. Lad os håbe at Lathyrus har fyret godt op i brændeovnen, for der er nok nogen der skal hænges til tørre når de kommer hjem. Men sjovt ser det ud. Selv de gnavne får ser fornøjet til.

21. December – Ole O’s Juletræsservice (Katrine)
”Så står vi op små venner! Klæd jer varmt på, for i dag skal vi i skoven efter et juletræ”
Siger Lathyrus ”Jaaaaahhhh” råber Mirabel og springer ud ad sengen ”det største vi kan finde! Et der kan nå heeeelt op til taget” ”Selvfølgelig” Svarer Lathyrus ”I får lov at vælge, men så skal I også hjælpe med at fælde det og slæbe det med hjem. Men klæd Jer varmt på, for det er koldt i dag.”
Ole O’s Juletræsservice
står der på skiltet, men hvor er Ole O? ”Ha, han ligger nok og snorker derhjemme endnu” griner Mirabel ”Hysh” siger Lathyrus ”vist gør han ej” men hun tænker ved sig selv, at det gør han nu nok. ”Men det gør ikke noget” siger hun højt ”vi låner bare en sav og en økse” og så går de alle sammen ud i skoven, for at finde det perfekte juletræ.

22. December – ris og ros (Katrine)
Som jeg nævnte tidligere, så havde Lathyrus gemt posen med risengryn et sikkert sted. Nu er det blevet tid til at finde den frem, for i morgen skal der laves mad, det er bare det… ”Hvor var det nu jeg lagde den… ikke i skuffen… ikke i skabet… ikke under sengen… ikke i skorstenen… hm, hvor søren var det nu?” Nej nej nej Lathyrus, jeg tror den ligger et mere HEMMELIGT sted, tænk dig nu om. ”Åh, nu kan jeg huske det! Jeg lagde den jo i smørkærnen ude hos Fru Ko.” Lige netop Lathyrus! Du havde lagt posen et sted, hvor du vidste at du ville finde den, for der skal jo både mælk og smør til at lave en god julegrød. Så Lathyrus tager fat i spand og hue, for at går ud at malke og kværne. ”Må jeg komme med?” Spørger Mirabel ”Ja selvfølgelig” Svarer Lathyrus ”Du kan malke, mens jeg kværner smør.”
”Miauw?” ”Ja, så lad gå da Mis, men ikke noget med at drikke af spanden denne gang”
siger Lathyrus strengt og hælder lidt kærnemælk op til den, før hun fortsætter med smøret. “Puha! Jeg får rigtignok varmen af det her. Jeg tror du har mere brug for at få varmet ørerne end jeg har” siger Lathyrus og sætter huen på hovedet af Fru Ko. Bump! Risle! Åh nej Lathyrus nu fik du væltet posen med risengryn! Nå der er vist stadig nok til at lave grød af i morgen.

23. December – Dagen før dagen (Anneli, Linnea & Katrine)
Så er det blevet dagen før dagen og alle er så spændte at de næsten får ondt i maven, bare ved tanken. ”Må vi ikke nok pakke en gave ud nuuuu?” plager Mirabel ”Nej I må vente til i morgen” svarer Lathyrus, som står ude i køkkenet og er i gang med at koge risengrød og bage de sidste kager. ”Men I kan hjælp med at pynte og dække op, så alting er fint og klart til alle gæsterne kommer i morgen”
Og det gør de så. Mirabel sætter tallerkner frem, Gås tager sig af glassene og Vuf lægger forsigtigt bestik frem, uden at savle for meget. Mis derimod kravler rundt oppe på bjælkerne og hænger guirlander og flag op, så det bliver rigtig festligt. Lathyrys havde i forvejen hængt den store fine lysekrone op og flyttet sengen og dragkisten ud i pulterkammeret, hvor de allesammen må sove de næste par dage. I stedet står nu det store langbord, hvor der kan være plads til rigtig mange gæster. Det er dog ikke så tit at Lathyrus får mange på besøg på en gang, så hun har forsøgt at skrabe alt hvad hun har af glas, tallerkner og bestik sammen, men… ”Lathyyyyrus! Der er ikke skeer nok.” Råber mirabel pludselig ”Hm, nå men så er der nok nogen der må spise grøden med en gaffel. Fru Ko behøver i hvert fald ikke nogen ske” og heller ikke Vuf, Mis og Gås tænker hun ved sig selv, men hun siger det ikke højt, for ikke at fornærme dem. Men nu er de også næsten klar. I morgen skal de pynte juletræet og så er der fest… ”Suk, der er stadig Laaaaaaang tid til!”

24. December – Gæstebud & Glædelig jul (Katrine, Linnea, Anneli)
”Nu er det  jul igen og nu er det jul igen… og det er eeeeeendelig jul”
Mirabel har sunget lige siden hun stod op, meeeeget tidligt i morges og både Mis, Vuf og Gås har sunget med, med hver deres stemme. Nu står de allesammen og venter spændt ved døren. Det vil sige, Mis har sat sig i vindueskarmen, hvor den kan holde øje med hvem der kommer og give de andre besked. ”Miiaaauuu” ”Lathyrus Lathurus nu kommer deeee, skynd dig, skynd dig!” råber Mirabel ivrigt ”Ja ja jeg kommer nu” svarer Lathyrus ude fra køkkenet, hvor hun har haft travlt med de sidste forberedelser. ”Er I klar? Nå lad os se hvem der kommer” og så vælter det ellers ind med gæster fra nær og fjern, gamle som nye venner.
Først de forslugne grise og de gnavne får. Vinterens og sommerens Fe har taget de små guldfisk med i en glasskål. Kanin, Bjørn, Hr. Snemand, Fru Ko kommer bagefter og så selvfølgelig Hr. Jokumsen, men han er så lille at man næsten ikke kan se ham. ”De må vist hellere få lov at sidde i en træsko heroppe på bordet, så de ikke bliver klemt” siger Lathyrus til ham. Hun havde egentlig også inviteret vindheksene og de kloge ugler, men de vil helst blive udenfor, hvor det er dejlig koldt og vinden suser så lystigt. Det er to af de vise mænd, som er kommet helt nede fra Østerland, til gengæld ikke så glade for. ”Ih det var dog en forskrækkelig forkølelse de har fået Hr. Vismand” siger Latyrus bekymret ”Nja, I har dne fjnygteligt koldt herobbe” svarer den ene vise mand snottet ”Min njæse ljøber noget så forskræggeligt. Heldigvis er bin kære med-vismand så nærsynet at han igge kan se det”
”Nå men nu hvor alle er kommet, så skynd Jer at sætte jer til bords, så vi kan komme i gang inden grøden bliver kold” ”Åh, RISENGRØD, det har jeg glædet mig til et helt år!”
udbryder den nærsynede vismand og så begynder de ellers at spise … og gumle… og smaske… og… og… bøvse. Nej altså Grise, kan I så holde bordskik. Nå ja, det er for resten ikke alle der får risengrød. Fru Ko vil helst have hø og Gås foretrækker bær og æbler. Hr. Jokumsen er allerede mæt, efter det første risengryn, mens Kanin lystigt gnasker den ene gulerod i sig efter den anden. Men resten skovler risengrød i sig med skeen, bortset fra Vuf, som slikker tallerknen og Mis, der sidde oppe på bordet og lystigt labber risengrøden i sig.
”Højt fra træets grønne top…” da de er færdig med at spise, synger de og danser om juletræet så det hele hopper. Og så er det eeeeeendelig tid til at pakke gaver ud ”Jaaaaaaaa!” råber Mirabel ”må vi dele gaverne ud?” ”Ja gør I endelig det” svarer Lathyrus og så går Mis, Vuf, Gås og Mirabel på skift rundt med en gave til alle. Og det er selvfølgelig lige netop det de altid har ønsket sig. ”Ho ho ho!” ler Hr. Jokumsen veltilfreds fra sin træsko, for han gættede selvfølgelig rigtig igen i år.
”Ih, en lille gylden klokke!” udbryder sommerens fe overrasket ”den vil minde mig så dejligt om alle mine klokkeblomsters blide ringlen, her om vinteren, når det er koldt og de er gået i hi.”
”Uh, en vifte”
sipper det ene får (hemmeligt begejstret) ”ja den skal nok bekomme sig. Det kan trods alt være gyseligt varmt med al den uld… selvom den klæder mig selvfølgelig!”
”Jahuuuuu, en traktor” knager Hr. Snemand ”Nu kan jeg komme rundt og bygge sneborge overalt. Sikke en fest!”

Ja sikke en fest og sådan bliver det ved, lige til det er så sent, at Lathyrus må bære de små i seng. ”Sikke dog en dejlig december og tak fordi I kom alle sammen” siger hun til resten af gæsterne, da de til sidst også lige så stille begynder at liste hjemad. I morgen er det tid til stilhed og eftertanke, og også til at glæde sig over de gaver man har fået selvfølgelig.

GLÆDELIG JUL!

(Iøvrigt – idag er Lathyrus ikke usynlig mere. Kan I gætte hvor hun sidder?)

26. December – det er dagen på dagen på dagen…
Det er blevet 2. Juledag og bare fordi vi ikke kigger, så går livet jo stadig videre for Lathyrus og hendes venner. Så lad os lige se med en sidste gang, før vi siger helt farvel og tak for denne gang.
Alle pakkerne er pakket ud, bordet er ryddet og de fleste gæster er for længst nået hjem. I pulterkammeret flyder bunker af krøllet papir og gavebånd, og i køkkenet står en grydefuld opvask og venter. Men det kan Lathyrus ikke tage sig af lige nu, for… ”Puha, det var rigtig nok en dejlig jul, men nu er jeg sørme også træt. Hm, måske man skulle gå i hi igen, indtil det bliver forår.” siger hun ”nå men skål en sidste gang, kære vismænd, før I rejser hjem til Østerland!” Ja de to vismænd har allerede pakket deres gaver sammen og tager snart af sted, for de har langt hjem. ”Åh tusind tak for den fine lup” siger den nærsynede vismand ”nu kan jeg læse avisen igen” ”Ja å tag for alle de dajlige lommedørklæjer” siger den forkølede vismand ”Det var så lidt” siger Lathyrus ”og selv tak for gaven alle sammen. Tag en kage til, inden I skal af sted” … Nå men sådan kan det jo sikkert blive ved i lang tid. Det er jo det med afskeder, de har det med at trække i langdrag. Det er også snart ved at være tid til at vi skal sige farvel, men først synes jeg lige vi skal tage en tur rundt og se hvem der egentlig fik hvad i julegave.
Jo altså, Lathrus fik en stort syskrin, så hun endelig kan få samlet alle sine sysager et sted, og Mirabel fik den dejligste dukke. Mis fik et kæmpe garnnøgle, Vuf en stor rød fløjlspude at sidde på, men den største gave var nok Gås’, som fik et kæmpe udhulet æble til at bygge rede i. Lathrus har været ude i skoven, for at bede vindheksene om noget at fore den med, og de forærede hende alt det hår de har redt ud af deres lange manker, så Gås har noget blødt at lægge sine æg i, når det er blevet tid for det altså … er det det Gås? Nej ikke?! Ok så lad os gå videre og se på hvad de andre gæster fik.
De forslugne grise var åbenbart også forfængelige, for de har hver fået en fin silkesløjfe om maven. De gnavne får fik en vifte hver, og jeg tror næsten de ser lidt mindre hovne ud allerede. Vinterens Fe fik et glas fuldt af sne- og isblomster. Sommerens Fe har hængt den fine messingklokke hun fik, på tuden af sin gyldne kaffekande og den klinger så fint her i frostvejret. Og nu vi taler om frost, så er Hr. Snemand allerede begyndt at laste snebolde op på ladet af sin traktor, så han kan komme ud og bygge nye sneborge. God arbejdslyst Hr. Snemand! Hov jeg glemt helt de små guldfisk. De har fået en frostsikret vandvogn, så de kan køre på besøg hos familien i søerne der ligger østen for solen og vesten for månen. Hos Kanin og Bjørn er de gået igen med teslabberaset igen, mens de glæder sig over deres gaver. Bjørn fik det legetøjs tog den altid har ønsket sig og Kanin fik en glas syltede gulerødder, som man jo aldrig kan få for mange af. Fru Ko står i stalden og tygger drøv, mens hun ind imellem stolt virrer med hovedet, for at høre lyden af den store flotte kobjælde, hun nu har i et rødt bånd om halsen. Men vi må selvfølgelig ikke glemme Hr. Jokumsen, selvom han er så lille, at han er let at overse. Han kørte hjem i en rasende fart, i sin nye fine sportsvogn. Ja det er selvfølgelig en legetøjsbil, så han er nødt til at træde i pedalerne, for at komme fremad. Men… ”det gør skam ikke noget” pipper Hr. Jokumsen bag rattet ”så får jeg jo bare lidt motion samtidig”.
Er der nogen vi har glemt? Nej der er der vist ikke. Så nu tror jeg vi lige så stille skal liste af og lade dem i fred og ro med deres gaver. Vi kan jo gå hjem og nyde vores egne. Fik I nogen gode gaver? Det gjorde jeg i hvert fald. Og husk på, hvad du ønsker skal du få … og hvis du ikke fik det denne gang, så får du det sikkert en anden gang.

GOD NAT & GODT NYTÅR!

————————–

CREDIT:
Koncept og udførelse:
Anneli Olesen, Katrine Nilsen m.fl.
Nissen Lathyrus, uglerne, fårene og feerne: Lovisa Thekla Jensen
Pileflet: Flettekompagniet
Ole C’s Juletræsservice: Ole Christian Olesen – håndværker, modelbygger, altmuligmand & Rock’n’Roll. (Man at Work /Manic Mecanix)
(Se her hvordan man laver træer Rock’n’Roll style: Grantræer, Løvtræer )
Øvrige modeller: Katrine Nilsen

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *