Udstillingsvindue

Kan man folde et eventyr?

PICT5417_02

14.3.2014
Så blev det 7. og sidste kapitel færdigt, og Hans og Grete er endelig hjemme igen! Snip snap snude…

Udstillingen bliver stående et par uger endnu, så kom forbi.

10.3.2014
Og så er 6. kapitel kommet ud i vinduet, hvor Hans slipper fri og de finder heksens skatkammer.

4.3.2014
Så blev det 5. kapitel, om hvordan heksen ender i bageovnen, endelig færdigt. Kom selv forbi og se … hvis du kan. Vi har nemlig fået voldgrav i mellemtiden og det kan være lidt svært at komme tæt nok på. Så måske skal man tage kiggert med.
Ellers kan du se billederne i galleriet herunder…

23.2.2014
Fortsættelsen er desværre lidt forsinket, da hånden bag papirkniven er blevet syg. Men vi håber at næste kapitel når at blive færdig i løbet af den kommende uge.

30.1.2014
Scenograf Katrine Nilsen er gået i gang med at folde, klippe og klistre sig igennem Brdr. Grimms eventyr Hans og Grete. De tredimensionelle illustrationer er en blanding af  Pop-Up bog, origami og Objét Trouvé.

Udstillingen er Work-in-progress og de 7 scener Brændehuggerens hytte, Skoven, Heksens hus, Buret, Brændeovnen, Skatkammeret og Den store sø, vil derfor dukke op i vinduet, sådan lidt efterhånden. Så kom forbi udstillingsvinduet i Trepkasgade, hvor du kan følge udviklingen og få alle detaljer med.

Det kan anbefales at se udstillingen fra kl. 16-24, når mørket er faldet på og lyset er tændt i vinduet.

 

Hans og Grete

Af Brdr. Grimm
(Org. Titel: “Hänsel und Gretel” (1812)

Ved udkanten af en stor skov boede der en fattig brændehugger med sin kone og sine to børn. Drengen hed Hans, og pigen hed Grete. De havde kun lidt at bide og brænde, og engang, da der var dyrtid i landet, vidste manden slet ikke, hvordan han skulle skaffe det daglige brød. Om aftenen, da han var kommet i seng og lå og tænkte over sin ulykke, sukkede han og sagde til sin kone: »Hvad skal der dog blive af os? Vi har slet ingen mad til børnene, knap nok til os selv.« »Ved du hvad,« sagde konen, »i morgen tidlig følger vi børnene ind i den tætte skov og tænder et bål der. Vi giver dem hver et stykke brød, og så går vi på arbejde. De kan ikke finde hjem igen, og så er vi af med dem.« »Nej, det gør jeg ikke,« sagde manden, »jeg kan virkelig ikke nænne at lade mine børn være ganske alene i den store skov. De bliver jo ædt af de vilde dyr« »Du er et rigtig tossehovede,« sagde hans kone vredt, »vi dør jo allesammen af sult. Du kan såmænd godt begynde at tømre kisterne sammen.« Hun blev ved at plage ham til han gav efter. »Men det gør mig dog skrækkelig ondt for de stakkels børn,« sagde han.

De to børn havde ikke kunnet sove af sult og havde hørt, hvad deres mor havde sagt. Grete græd og sagde til Hans: »Nu er det ude med os.« »Vær stille, Grete,« svarede han, »jeg skal nok finde på råd.« Da de gamle var faldet i søvn, stod han op og listede sig ud. Månen skinnede klart, og de hvide kiselstene, der lå udenfor på vejen, lyste som sølv. Hans stoppede sine lommer fulde af dem og gik hjem igen og sagde til Grete: »Læg du dig kun rolig til at sove, lille søster. Den gode Gud vil ikke forlade os.« Så krøb han op i sin seng igen.

Da det gryede ad dag, vækkede konen børnene. »Stå op, I dovenkroppe,« sagde hun, »nu skal vi ud i skoven og hente brænde.« Hun gav dem hver et stykke brød og sagde: »Der har I jeres middagsmad. Mere får I ikke.« Grete tog brødet ind under forklædet, fordi Hans havde lommen fuld af sten, og de begav sig allesammen på vej. Da de havde gået et lille stykke, stod Hans stille og vendte sig om og kiggede efter huset, og da de var kommet lidt videre, vendte han sig om igen. »Hvorfor vender du dig hele tiden om?« spurgte faderen, »det har vi ikke tid til, tag benene med dig« »Jeg ser efter min hvide kat,« sagde Hans, »den sidder oppe på taget og vil sige farvel til mig.« »Hvor du dog kan vrøvle,« sagde moderen, »det er jo ikke andet end solen, der skinner på skorstenen« Hans havde imidlertid slet ikke kigget efter katten, men bare kastet kiselstene bagved sig på vejen.

Da de var kommet dybt ind i skoven, sagde faderen: »Kan I nu samle brænde, lille børn. Så tænder jeg ild, for at I ikke skal fryse.« Hans og Grete samlede en lille bunke riskviste, faderen stak ild på det, og da det var kommet godt i brand, sagde konen: »Sæt jer så ned ved ilden og hvil jer, mens vi går ind i skoven og hugger brænde. Når vi er færdige, kommer vi igen og henter jer.«

Hans og Grete satte sig ved ilden, og ved middagstid spiste de deres tørre brød. De kunne høre slagene af en økse og troede derfor, at faderen var i nærheden, men lyden kom kun af, at han havde bundet en gren fast ved et træ, og nu slog vinden den mod stammen. Til sidst blev de søvnige og faldt også i søvn, og da de vågnede, var det allerede mørk nat. Grete gav sig til at græde. »Hvordan skal vi dog finde ud af skoven,« sagde hun. Men Hans trøstede hende. »Vent bare, til månen kommer frem,« sagde han, »så skal vi nok finde vejen hjem.« Og da månen var stået op, tog Hans sin søster i hånden, og de lysende kiselstene viste ham vej. De gik hele natten, og først om morgenen nåede de deres faders hus. De bankede på, og da konen lukkede op og så, at det var dem, sagde hun: »Hvor har I dog været henne. I slemme børn. Vi troede slet ikke, I var kommet hjem mere.« Men faderen blev glad, da han så dem, for han havde haft samvittighedsnag, fordi han havde ladet dem blive alene tilbage i skoven.

Kort tid efter var der stor elendighed igen, og børnene hørte, at moderen om natten sagde til faderen: »Nu har vi kun et halvt rugbrød tilbage, så er den potte ude. Hvis børnene ikke kommer af vejen, er vi fortabt allesammen. Vi må bringe dem endnu længere ind i skoven, så de ikke kan finde vej hjem.« Det gjorde manden meget ondt, og han tænkte: »Det var smukkere at dele den sidste mundfuld med sine børn.« Men konen brød sig aldeles ikke om, hvad han sagde. Når man har sagt A, må man også sige B, og da han havde givet efter første gang, måtte han også bøje sig nu. Børnene havde imidlertid igen ligget vågne og havde hørt det hele. Da de gamle var faldet i søvn, stod Hans op og ville ud og samle kiselstene ligesom forrige gang, men moderen havde låset døren. Alligevel trøstede han sin søster og sagde: »Du skal ikke græde, Grete. Den gode Gud hjælper os nok.«

Tidlig næste morgen kom konen og sagde til børnene, at de skulle stå op. De fik hver et stykke brød, men det var meget mindre end forrige gang. Hans tog brødet i lommen og brækkede det i små stykker, og mens de gik, vendte han sig hvert øjeblik om og kastede et lille stykke på jorden. »Skynd dig dog lidt, Hans,« sagde faderen, »hvad er det dog nu, du kigger efter.« »Det er min due, der sidder oppe på taget og vil sige farvel til mig,« sagde Hans. »Din dumrian,« skændte konen, »det er jo ikke andet end solen, der skinner på skorstenen.« Men efterhånden som de gik, kastede Hans alle brødsmulerne på vejen.
Konen førte børnene så dybt ind i skoven, som de aldrig i deres liv havde været. Der tændte manden et bål, og moderen sagde: »Sæt jer nu her og hvil jer, og sov, hvis I bliver søvnige. I aften, når vi er færdige med at hugge brænde, kommer vi og henter jer.«Ved middagstid tog Grete sit stykke brød frem og delte det med Hans, der jo havde strøet sit på vejen. Så faldt de i søvn, og det blev aften, men der kom ingen og hentede de stakkels børn.

Da de vågnede, var det mørk nat, men Hans trøstede sin søster og sagde: »Vent bare, til månen kommer frem og vi kan se brødsmulerne, så kan vi nok finde hjem.« Men skovens tusinde fugle havde hakket alle brødkrummerne op, og der var ikke en tilbage. »Vi finder nok vej alligevel,« sagde Hans, men det gjorde de ikke. De gik hele natten og hele næste dag, men de kom ikke ud af skoven. De havde ikke fået andet at spise end et par bær, de havde fundet, og var så trætte, at de ikke kunne stå på benene. Så lagde de sig under et træ og faldt snart i søvn.

Den næste dag gik de videre, men de kom kun dybere og dybere ind i skoven, og de var lige ved at dø af sult. Ved middagstid fik de øje på en snehvid fugl, som sad på en gren og sang så dejligt, at de blev stående for at høre på den. Da den havde sunget lidt, fløj den op fra grenen, og de fulgte så bagefter den og kom til et lille hus, og fuglen satte sig på taget. Da de kom helt hen til huset, så de, at det var lavet af brød, og taget af pandekager. Ruderne var af hvidt sukker. »Nu kan vi få noget at spise,« råbte Hans glad. »Kom Grete, tag du et stykke af vinduet, det er dejlig sødt, så spiser jeg noget af taget.« Han stillede sig nu på tæerne og brækkede et lille stykke af taget for at prøve, hvordan det smagte, og Grete gav sig til at gnave løs på ruden. Da hørte de inde fra stuen en tynd stemme, der råbte:

»Hvem er det derude,
som gnaver på min rude?«


Børnene svarede
:

»Det er bare stormens sus,
der tuder og hviner gennem jert hus,«

og spiste videre uden at lade sig forstyrre. Hans, der syntes at taget smagte dejligt, brækkede et stort stykke af, og Grete stødte en hel rude ind og gjorde sig rigtig til gode dermed.

Pludselig gik døren op, og en ældgammel kone, der støttede sig på en krykke, kom ud. Hans og Grete blev så bange, at de tabte det, de holdt i hånden. Den gamle rokkede med hovedet og sagde: »Hvordan er I kommen herhen, lille børn? Kom ind med mig og bliv hos mig, jeg skal ikke gøre jer fortræd.« Hun tog dem i hånden og gik med dem ind i huset. Der fik de dejlig mad, mælk og pandekager med sukker og æbler og nødder. Derpå puttede hun dem i to små bløde senge, og Hans og Grete troede, de var kommet i himlen.

Den gamle var imidlertid en ond heks og slet ikke så rar, som hun lod. Hun havde kun bygget kagehuset for at lokke børn til sig. Når hun havde fået et barn i sin magt, dræbte hun det, kogte det og spiste det, og så var det rigtig en festdag for hende. Heksene har røde øjne og er temmelig nærsynede, enen de har en fin næse, ligesom dyrene, og kan lugte, så snart der er mennesker i nærheden. Da Hans og Grete kom henimod huset, grinede hun ondskabsfuldt og sagde: »De skal ikke slippe fra mig.«

Tidligt næste morgen, før børnene var vågnet, stod hun op, og da hun så dem ligge der med deres røde runde kinder og sove trygt, tænkte hun: »Det bliver en lækkerbidsken.« Hun tog så fat i Hans med sine tørre hænder, bar ham ud i stalden og lukkede ham inde bag et gitter uden at bryde sig om, at han græd og bad for sig. Så gik hun ind og ruskede Grete vågen og sagde: »Stå op, din drivert, og hent noget vand og lav noget mad til din bror. Han sidder ude i stalden, og når han er blevet rigtig tyk og fed, æder jeg ham.« Grete gav sig til at græde, men det nyttede ikke, hun måtte gøre, hvad den slemme heks forlangte.

Nu fik Hans den dejligste mad, men den stakkels Grete fik ikke andet end affald. Hver morgen gik den gamle ned til stalden og råbte »Stik din finger ud, så jeg kan mærke, om du er blevet fed.« Hans stak imidlertid et afgnavet ben ud mellem tremmerne, og den gamle, der ikke kunne se det med sine svage øjne, troede, at det var hans finger, og kunne ikke begribe, at han blev ved at være så mager. Da der var gået fire uger, og Hans ikke var blevet en smule tykkere, tabte hun tålmodigheden. »Skynd dig lidt at bringe vand op,« sagde hun til Grete, »enten Hans er tyk eller tynd, vil jeg spise ham i morgen.« Tårerne løb den stakkels lille Grete ned ad kinderne, men hun måtte gå. »Hjælp os dog, du gode Gud,« sagde hun, »bare de vilde dyr i skoven havde ædt os, så var vi i det mindste blevet sammen.« »Hold op med det tuderi,« sagde den gamle, »det hjælper alligevel ikke.«

Den næste morgen måtte Grete tænde ild på skorstenen og sætte kedlen over. »Vi skal først bage,« sagde heksen, »jeg har allerede fyret under bageovnen og æltet dejgen.« Hun puffede den stakkels pige hen til ovnen, og flammerne slog ud af den. »Kryb ind og se, om den nu også er rigtig varm,« sagde hun. Grete kunne nok mærke, at det var meningen, at hun skulle steges derinde, og sagde derfor: »Hvordan skal jeg dog komme derind.« »Din gås,« sagde heksen, »åbningen er da stor nok. Kan du se, der er plads nok selv til mig,« og i det samme stak hun hovedet ind i ovnen. Men Grete gav hende et puf, så hun røg derind, og i en fart smækkede hun jerndøren i og satte slåen for. Den gamle begyndte at hyle og skrige, men Grete skyndte sig blot af sted, og heksen måtte brænde op.

Grete løb lige ud til Hans, åbnede gitteret og jublede: »Nu er vi frelst, Hans, den gamle heks er død,« og Hans sprang ud, så glad som en fugl, der slipper ud af sit bur. De omfavnede og kyssede hinanden og gik så tilbage til heksens hus, for nu var der jo ikke noget at være bange for. Der stod store kasser fulde af perler og ædelstene. »De er bedre end kiselstene,« sagde Hans og fyldte sine lommer. »Jeg vil også have noget med hjem,« sagde Grete og tog en hel mængde i sit forklæde. »Lad os nu skynde os at komme ud af skoven,« sagde Hans, og de begav sig på vej. Da de havde gået et par timer, kom de til en stor sø. »Den kan vi ikke komme over,« sagde Hans, »jeg kan ingen bro se.« »Der er heller ingen skibe,« svarede hun, »men der kommer en hvid and. Den hjælper os nok, når vi beder den derom.« Så råbte hun:

»Kom du lille hvide and,
bær os til den anden strand.«


Anden kom straks svømmende, og Hans satte sig på ryggen af den og ville have, at Grete skulle sætte sig bag ved ham. »Nej, det gør jeg ikke,« svarede Grete, »det er alt for tungt for anden. Den må hellere komme tilbage og hente mig.« Det gjorde den rare and så, og da de lykkeligt og vel var kommet i land på den anden bred, syntes de nok, at skoven så dem så bekendt ud, og det varede heller ikke ret længe, før de kunne skimte deres faders hus mellem træerne. Så gav de sig til at løbe af alle kræfter og styrtede ind i stuen og faldt ham om halsen. Manden havde ikke haft en glad time, siden han havde forladt børnene i skoven, og den onde mor var død. Grete kastede perlerne og ædelstenene ud af forklædet, og Hans tog den ene håndfuld efter den anden op af lommen. Nu var alle sorger slukt, og de levede længe i fryd og glæde.

Snip snap snude,
nu er historien ude.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *