Udstillingsvindue

En rejse til fremmede horizonter

Anneli og Katrine har her i Oktober været på studietur til Uzbekistan med Danske Scenografer. De har taget et par ting med hjem, som de udstiller i vores vindue. Og her er lidt af deres rejseberetning:

Dessertroad 02

Netop hjemkommet med jetlag og maver i oprør, efter en begivenhedsrig tur til Uzbekistan, nu mange oplevelser og erfaringer rigere. 2.141 km med propelfly og bus på hullede og støvede veje, i 10 dage som føles som måneder.

Fra hovedstaden Taskent til ørkenbyen Numus (811 km) med det unikke The Savitsky Collection (www.savitskycollection.org), derfra videre langs den gamle silkevej til Khiva (136 km) og Bukhara (384 km), med en afstikker ud i Kuzyl Kum ørkenen, forbi Nurata (140 km) og videre til Dongilek (110 km) med kamelridning og overnatning i det traditionelle ørkentelt Yurt, for derpå at vende tilbage til silkevejens højborg Samarkand (260 km) og til sidst i topmoderne højhastighedstog tilbage igen til Tasjkent (300 km).

Naturen er ikke i sig selv imponerende – det meste vi så var tørt og støvet – men deres håndværkstraditioner er, lige fra silkevævning og broderi til stuk, mosaik, træsnit og freskomaleri. Farver, mønstre og materialer blander sig med nyt og gammelt og indgår overalt, selv i beklædning og udsmykningen af private hjem, hos rig som fattig.

Og det er bestemt ikke noget rigt land, holdt i stramme tøjler af en nådeløs diktator, som holder alle fast i gamle dyder og traditioner, ikke mindst når det gælder kvinderne. Selvom kvinder ikke går tildækkede som i mellemøsten og gerne må uddanne sig, er arrangerede ægteskaber ikke ualmindelige og mange samfundsstrukturer er baseret på familien, især mandens. Forældre er forpligtiget til at give alle giftefærdige sønner husly og efter brylluppet flytter kvinden ind hos dem. Så er hun først gift, er det svært at frigøre sig og bliver hun skilt, er det svært at forsørge sig selv. En kvinde, som en gang har været forlovet eller gift, har ikke mange chancer for at finde sig en ny ”forsørger”, når manden søger nye græsgange.

Ikke desto mindre mødte vi en befolkning der var stolte, ikke mindst af deres håndværkstraditioner, og også ofte så nysgerrige og imødekommende, at vi flere gange var en større turistattraktion for dem, end de var for os.

Når vi ikke lige kørte eller gik fødderne ømme på hullede veje og toppede brosten, med forvredne nakker, for at se på alt det skønne omkring os, så spiste vi – morgen, middag og aften. Morgenbord/buffet med yoghurt, tørrede frugter og nødder, brød og pålæg og div. variationer med æg m.v. og selvfølgelig sort eller grøn tea (kaffe er en sjældenhed). Frokost og aftensmad bestod af fire faste retter; 1) diverse forretter med salater, stegte grønsager, evt. lidt pålæg og brød til, 2) en klar suppe med svingende mængde af krydderi, grøntsager og kød, 3) Kød og kartofler, evt. med kogte grøntsager og til sidst, 4) en kage med tea til.

Officielt drikker man ikke alkohol, men alle steder var det muligt at købe øl, vin og vodka – gamle vaner fra sovjettiden, som desværre også omfatter store problemer med alkoholisme. When you are depressed you need something to cheer you up”, som vores lokale guide udtrykte det – for hendes vedkommende kaffe, men for andre skal der tydeligvis stærkere sager til.

Overalt i landet bliver der restaureret og bygget nyt, for alt skal helt være perfekt, nu hvor der begynder at blive lukket op for turister. Landet lever at af dyrke og sælge bomuld og silke – også et levn fra sovjettiden – men det udpiner jorden og folket, som bliver sendt på tvangsarbejde i et par måneder på denne tid af året, så måske kan turisme være en ny vej.

For alt går i stå, selv det nationale Navoi Teatret (www.orexca.com/theatre_navoi.shtml) i Tasjkent er lukket i disse måneder, mens alle medarbejdere er ud at plukke bomuld. I mellemtiden er de i gang med at renovere fra top til tå, for det skal som alt andet imponere nye gæster, og det gør det. Vi fik lov til at kigge lidt ind bag facaden, hvor den imponerende tradition for stuk og dekoration var begyndt at blomstre overalt. Vi fik dog ikke lov til at fotografere, for alt skal først være helt perfekt, som alt det andet der var til skue langs vores rute.

I de større byer vi kørte igennem, var der store officielle boulevarder, med asfalt, belysning og flunkende nye facader med gabende tomme butikker ud mod vejen, for det tilfælde at præsidenten eller andre nobiliteter skulle køre forbi. Det er dog befolkningen selv der må betale gildet og er man så uheldig at eje et hus ved en af disse gader, og ikke har råd til at renovere, så må man sælge til nogen der har. Bevæger man sig derimod et par gader væk, hvor det er sparsomt med asfalt og gadebelysning, er der små travle butikker, bazarer og gadesælgere overalt, ikke mindst i og omkring alle seværdigheder, ja sågar på toiletterne. Noget er billigt og andet er ikke. Det forventes at man prutter om prisen, men vi turister får som regel lov til at betale lidt mere for alting. Irriterende, men vel egentligt rimeligt nok, alt taget i betragtning.

I de større byer går de unge og businessfolk vestligt klædt, men det er sparsomt med moderne kunst og kultur. Vi så i alle fald ikke meget som var skabt efter 80’erne og det vi så var rettet imod turister. Bl.a. sælger de på gaden, ligesom i Prag, massevis af den traditionelle uzbekske Marotdukke, som er en blanding af handske- og stangdukke, men så vidt vi kunne forstå findes der ikke længere nogle egentlige professionelle dukketeatre.

Eksperimenterende teater måtte vi også se langt efter. Den sidste dag i Tasjkent, var vi dog på et kort besøg på The Ilkhom Teatre of Mark Weil (ilkhom.com), det eneste uafhængige teater i hele mellemasien, hvor sproget er russisk, inspireret af Chekov. Pga. en beklagelig misforståelse fik vi desværre ikke mulighed for at se deres nye stykke, som havde premiere samme aften, men vi fik en hurtig rundvisning og så lidt af de sidste prøver. Forholdende virkede velkendte og vi forsøgte at forklare at der findes mange lignende små ”blackbox” teatre i danmark, der også dagligt kæmper for at overleve og forny genren. Men ved nærmere eftertanke lyder det lidt hult, for selv om de fysiske rammer ligner, så har de nok i virkeligheden så meget mere på spil. Økonomisk eksisterer de pga. ildsjæle og international støtte. Hvis de sætter priserne op, mister de deres sparsomme publikum blandt studenter og intellektuelle og hvis de søger statsstøtte mister de deres selvbestemmelse og dermed deres egenartedhed. Officielt er de ikke underlagt censur. Det er dog tydeligt at der er visse emner man ikke taler om, som f.eks. at teatrets stifter blev myrdet i 1976 efter opsætningen af et kontroversielt stykke om bl.a. Koranen. De har været på turné i 22 lande i hele verden, men har ikke længere råd, nu hvor den internationale økonomiske krise betyder, at de ofte selv må betale alle udgifter.

Alt i alt har det været en overvældende oplevelse at besøge Uzbekistan. Den imponerende håndværkstradition og et stolt, nysgerrigt og hårdt arbejdende folk har gjort indtryk og vi har mange smukke fotos og ting med os hjem i kufferten.

Vi må dog også indrømme at en vis skamfuldhed som bekvemmeligheds turister, med pungen fuld af dollars, nager os efter afskeden med vores lokale guide – en universitetsuddannet fraskilt og hårdarbejdende enlig mor, som stille viskede i vores øre You are artist, you can change the world!”. Hvis bare det var så vel…. men måske kan dette være et lille forsigtigt prik til bevidstheden, om ikke andet, så vores egen!

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *