– Et værkstedsfællesskab i Trepkasgade

Udstillingsvindue

Vinduesjulekalender 2018

23. december

Mor er taget ud og købe julegaver, for det har de jo ikke nået, med alt det hurlumhej som er sket på det sidste. Ind og ud af stormagasiner og pakkerne hober op. Py ….. jeg må ind på Hvids Vinstue med det vons og have mig et par glas Gløg, inden jeg skal hjem.
Far er taget på grøntorvet. Nu har vi fået klimavenlig mad hele måneden, med Tante Emmas vegetar mad.. Nu skal vi f…. ha ordentlig julemad. Ænder og alt det der …. med hold da op et slæb, jeg skal ha en ordenligt juleøl og så lige sidde her på bænken og sunde mig inden jeg smutter hjem.
Ungerne leger gæt-og-grimasser imens i det tomme hus. Juletræet ligger og venter i stuen og sender skov dufte rundt i hele huset. Den fine dug er lige blevet vasket og klar til at blive strøget.

Måske er julestemningen ved at indfinde sig …. og hov sørme om loftet ikke har fundet sin rette form igen. Alt den orden … tsk tsk….nu ligger alt i den skønneste uorden. Men nisserne ….. ja … .det er ikke godt at vide hvor de er …..


22. december

Øj, det har været den skønneste dag:-)
Hele familien har nu juleferie, og har haft en hel lørdag i hinandens selskab. Og alle har de været i Ole O’s juletræsskov og finde det aller-smukkeste juletræ!

Faster Elly har været påfaldende tavs hele dagen. Faktisk helt medgørlig!
Mor, som er læge på Bispebjergs Dermatologiske Afdeling bemærker, at faster Elly har et usædvanligt og interessant udslet på arme + i ansigtet!
Os på Gerningsstedet ER jo egentlig gået på juleferie, men følger naturligvis situationen i det lille hus!


21. december

“Emma min Emma! Kom nu hem och hold jul med mig på torpet i Småland. ❤️ Nisse”
Efter at have læst Nisses brev har Faster Emma haft en næsten søvnløs nat. Hendes søster Elly er også flyttet ind i loftskammeret, hvor Elly nu ligger og snorker på fuld decibel…

Emma opridser – halvt vågen/ halvt i søvne – alt det positive ved at holde jul i Småland:
1) Hun slipper for at skændes med søster Elly!!!
2) Nisse bor i et kæmpe skønt træhus med mange værelser, og der trænger helt sikkert til en gevaldig hovedrengøring!
3) Nisse er jo en meget skøn og varm mand! Og hun har (næsten) tilgivet ham, at han i 2003 stemte ja til Sveriges optagelse i EU… Dengang blev det ellers til et kæmpe skænderi, der endte med, at Emma pakkede sin autocamper, og flyttede fra Nisse efter næsten 14 års samliv.

Ved morgenbordet fortæller Emma, at hun drager af til Småland sammen med Nisse!!!
Fader drager et lettelsens suk. Søster Elly synes, at det er noget pjat: Hold dig fra den svenske Nisse-mand, Emma!
Børnene bliver faktisk – oprigtigt – lidt kede af det! Selvom Emma har været lidt træls, så har har hun været en voksen med overskud. Og deres “au-pair-faster”!

Farvel Emma, og glædelig jul til dig og Nisse 😘


20. december

Søstrene Emma og Elly er i dag på julegave-shopping på Strøget, og her møder de sq Nisse!!!
Nisse er Emmas absolut og særdeles MEGET gode og gammel ven fra Thylejren. Han har lige p.t. et vikarjob som julemanden/ jultomten i Illum.

Elly hiver i sin lillesøster: Vi har travlt, søster!!!
Emma når at råbe: Trepkasgade nr. 6!!! – mens søster Elly resolut hiver Emma med til næste destination: Magasin du Nord…

Klokken 19:07: Ude i gården bliver husets børn opsøgt af en mand, som spørger efter Emma.
Børnene er jo godt klar over, at de ikke må/ skal tale med fremmede mandspersoner i hverken det fysiske eller virtuelle rum. Heller ikke mænd i julemandskostume!!!
Manden tager sin julemandshue af, og fortæller så at han hedder Nisse, og er fra Sverige. Han beder børnene om at overbringe et brev til Emma.


19. december

… Så for den søde grød… Sent på eftermiddagen banker det på døren. Emma lukker op, og dér står faster Elly!!!
Elly er fader og Emmas storesøster.
Elly er pensioneret overlærer, og har altid ret! Desuden ved hun alt om, hvordan både børn og voksne skal opdrages!

Fader må have luft!!! – Stikker liiiige over i Irma efter et pund kaffe… Nu skal der tænkes. Og handles!!! At have begge storesøstre under samme tag: Det går bare IKKE😨

Fader tør slet ikke tænke på, at mor og de tre børn kommer hjem fra spejder-julehygge ved 20-tiden… Hans kone har allerede stillet et ultimatum: Emma SKAL være ude af huset d. 23. december. Ellers rejser hun og børnene over til sin søster og svoger i Andkær, og det er IKKE sikkert at de vender hjem igen!
Hvad fan** skal han gøre? Han tænder sin anden cigaret! Har faktisk næsten ikke røget hverken cigaretter (eller noget andet) siden efterårets firmatur til Amsterdam… Men nu synes han, at han trænger…

Da fader kommer hjem er han fast besluttet på, at fortælle sine søstre, at de må tage hjem på familiegården og holde jul!!!
… Men han kan godt droppe at få et ord indført! De to søstre skændes højlydt om en af familiens kageopskrifter: Skal der vanilje eller ej i familiens legendariske vaniljekranse…


17. december

Så er det hverdag igen. Faster Emma er i et mægtigt humør, og synger julesange! Emma har haft en superskøn weekend hos familien i Virum, hvor hun har gået timelange naturfriske ture med familiens hund Tjalfe.
Og så har Emma – natten mellem søndag og mandag – sovet SÅ godt på sit lille loftskammer i Gerningsstedets vindue. Hun har drømt så skønt, men kan ikke huske, hvad hun har drømt om…
Helt usædvanligt serverer Emma ikke grød ved morgenbordet. Hun har nemlig besluttet, at familien skal have grød til aftensmad: Risengrød med smørklat og kanelsukker! Det vækker stor jubel blandt børnene👍🎈🎉

… Fader har sovet skidt. Selvom han ikke har drukket andet end lidt rødvin fredag + lørdag aften i sommerhuset (+ et par gin-tonics), så har han det som om, at han har “nissemænd”… Bare han ikke er ved at få influenza!!!

 


14. – 16. december

Nu er det weekend, og det lille hus i Gerningsstedets vindue er helt tomt og ubeboet.
Faster Emma er taget på weekend-visit i Virum, hvor hendes lillebror Joachim bor.
Mor, Fader og ungerne har lånt et sommerhus. De skal på julemarked, og ellers bare gå havfriske ture ved Sejrøbugten. Spille brædtspil og kort. Og have kvalitetstid!
I sommerhuset er der ikke WIFI, så både fader og mor har lovet hinanden, IKKE at tage deres arbejds-laptops med.

… Så over weekenden sker der nada i det lille hus!


13. december

Hele huset dufter nu skønt af pebernødder! I køkkenet er Faster Emma og børnene i gang med bageriet hele eftermiddagen.
Emma dirigerer slagets gang: Hun har jo familiens meget specielle pebernødopskrift i hovedet – ikke på skrift.
Opskriften stammer fra godset Lille Restrup, hvor Emmas tip-tip-oldemor var kokkepige. Og siden da – i mange generationer – er blevet udviklet og forfinet!
Et af dagens eksperimenter er, at lave “chilipeber-nødder”. Lige HOT nok🌶🌶🌶! Men uden eksperimenter ingen udvikling!!!

Og så er der noget der tyder på, at kvarterets ordning med kommunens afdeling for storskrald fungerer TOP! Alt det gamle ragelse fra loftet er fjernet fra matriklen👍

… Nogle af jer kan (måske) se, at det IKKE er den kommunale renovation, der har tømt “storskralde-containeren”…


12. december

Så er alt det gamle bras fra loftet sat til storskrald, og faster Emma flytter ind i sit sprit-rene, minimalistiske men hyggelige loftskammer.
Emma glæder sig til en god nats søvn i det lune hus. De sidste par nætter i autocamperen har været kolde og lidt fugtige.

Faster Emma (og faktisk også husets børn) glæder sig til, at bage pebernødder i morgen.
Børnene synes godt nok, at faster Emma er lidt stram, men over i skolen praler de: Vi har altså også fået en aupair!


11. december

Faster Emma er på loftet. Du milde kineser, sikken en masse ragelse! Her skal gøres grundigt rent! Og smides ud!!!

Under aftensmaden fortæller Emma, at hun flytter ind på loftet. Der er jo det fineste værelse, som ingen alligevel bruger til noget fornuftigt!!!
Mor får tomatsuppen galt i halsen, og forlader rallende og suppe-spruttende middagsbordet. Fader fortæller Faster Emma, at det nok ikke er en super god idé. Det er jo meningen at børnene skal have værelser på loftet, og… Emma afbryder ham: Og, det får I alligevel ikke gjort noget ved de næste par måneder. Ikke så travlt I har med al jeres overarbejde!

Fader har faktisk aldrig RIGTIG formået at tale sine fem dominerende storesøstre imod. Heller ikke denne gang lykkedes det😲


10. december

Så er der styr på vandforsyningen, og der er igen vand til både gulvvask og den daglige morgengrød, som faster Emma serverer inden skolen og arbejdet kalder.
Denne morgen står den på vandgrød. Uden hverken æbler eller rosiner.
… Moder er faktisk ikke særlig vild med faster Emmas store repertoire af klassiske grød-varianter, og har i dagevis (ubemærket) listet op på loftet med sin grød-tallerken, og har stillet den på gulvet. Oftest er der spist op, når hun kommer hjem fra arbejde. Men IKKE i dag. Vandgrøden står urørt!!!

Gerningsbandit Anneli siger, at hun i dag observeret noget lidt mystisk i Gerningsstedets vindueskarm: En nisse-demo med parolen “Vi vil ha’ risengrød”… Øhhh, Anneli. Os kollegaer på Gerningsstedet er en lille smule bekymrede for dig. Måske skal du kigge forbi en optiker/ nye briller? Os andre kan altså ikke se nogen “nisse-demo”!!!


9. december

Sikken en fantastisk fest!!!
Vi bringer INGEN billeder eller kompromitterende detaljer fra nabo Evas runde fødselsdagsfest!!!
Kan oplyse, at faster Emma kom hjem i en taxa klokken LANGT over midnat. Og at især familiens voksne i dag har haft “stille-dag”. Tys, børn: Ikke larme alt for meget…
… Især Faster Emma har været meget neddæmpet i dag. Og påstår at hun absolut IKKE har tømmermænd, men “nissemænd”… Og at hun i hovedet har det som om, at der er et jazz-orkester der spiller musik oppe på loftet…


8. december

I dag er en rigtig herlig festdag med højt humør, sang og musik! Hele familien øver sig på at synge fødselsdagssang for nabo Eva, som jo fylder rundt i dag🇩🇰🎈🎁🎉

… Skulle nogen af jer i øvrigt komme fysisk forbi det lille hus i Gerningsstedets vindue i Trepkasgade nr. 6, så læg mærke til, at der faktisk også er fest og musik på loftet!!!

Fader – og især moder – har en snert af bekymring over, at nabo Eva også har inviteret faster Emma med til aftens fest…
Bare Emma nu ikke keder sine bordfæller halvt ihjel med endeløs monolog om lokalpolitik på sin hjemegn, sine synspunkter om EU, købekager og ALLE sine andre kæpheste…

Os på Gerningsstedet ønsker også nabo Eva KÆMPE tillykke, og håber at faster Emma ikke bliver alt for træls…….😨


7. december

Dagen starter rigtig godt: Nabo Eva overbringer familien en invitation til sin runde fødselsdag i morgen. Der skal være stort gilde, hvor der kommer mange søde venner fra nabolaget.
Faster Emma skal da også være hjerteligt velkommen, selvom hun ikke just er kendt for, at være særlig festlig. Men! Måske er det skindet der bedrager. Og måske er det Emma, der giver den gas som lørdagens party-dronning???

Lige nu er stemningen ikke høj: Kvarterets hovedvandledning er sprunget læk. Og dette midt i Emmas gulvvask!!! 
Et hold eksperter fra HOFORs Akut-afdeling for sprungne vandrør er på pletten, og lover Emma at de gør absolut ALT for, at vandforsyningen snart er stabil igen…  Hvornår er “SNART”?!!… Tjah… Senest på mandag, er det lakoniske svar.
Så faster Emma må droppe gulvvaskeriet, og i stedet gå sig en frisk tur rundt om Søerne.

Læg i øvrigt mærke til – hvis du kan se det, at de ved husets hjørne står en med rød hue og en værktøjskasse!  


6. december 2018

HOV, hvad er nu det for noget griseri!!! Under familiens altan spotter faster Emma et cigaretskod!!! Er det fader, moder – eller meget værre: en af teenager-døtrene, som er begyndt at smug-ryge på altanen!!? DET skal Emma snart få opklaret!!!

… En helt anden ting foregår også i det gedulgte: Der er en eller anden, som er på vej ind i faster Emmas autocamper.
Faktisk er det kun os på Gerningsstedet (og jer) der kan se det. Vi er lidt bange, for man hører jo så meget om både terror og biltyverier😱


5. december 2018

Husets børn og fader er fodret af med faster Emmas nærende sagovælling, og er sendt hhv i skole og på arbejde.
Børnenes moder har p.t. HELT VILDT travlt på arbejdet, og tager afsted allerede klokken 6:45. Uden at spise morgenmad!
Det kan oplyses, at hun har taget resten af købe-citronmånen med. Den blev der ikke spist meget af til aftenkaffen i går.

09:45: Faster Emma synes, at der er møgbeskidt, og kaster sig effektivt og syngende ud i en julehovedrengøring af det lille hjem.

… På Gerningsstedet snakkede vi om, at faster Emma da hjertens gerne må komme forbi vores respektive hjem, og få bugt med vores private nullermænd! Problemet er så bare, at Emma ikke nøjes med, at gøre rent… Hun snager i alt: Hver en skuffe, frakkelomme og personlig æske bliver endevendt.

– Mon Faster Emma finder noget meget personligt og eventuelt kompromitterende på sin vej gennem familiens skuffer, skabe og personlige æsker???


4. december 2018

Okay… Selvfølgelig kom faster Emma ind i varmen!
Børnene har været i det lokale supermarked og har købt kage til kaffen: En knaldgul citronmåne af slagsen, der aldrig har set en citron.
Emma holder en laaaang forelæsning om E-numre og købekager, som ikke kan hamle op med hendes egne hjemmebagte stenalder-spelt-citronmåner.
Emma mener at der burde være et EU-dekret om, at børn under 18 år ikke må købe købekager, da det er den sikre vej til både impotens og pukkelryg i en voksen alder. Det har hun selv hørt i “TV-lægen”.
Fader har svært ved at skjule et gab, og ærger sig over at familien har skrottet TV-apparatet/ det fhv “husalter”… Måske kunne et afsnit af “TV-lægen” stoppe Emmas uafbrudte talestrøm, som p.t. har stået på i 57 minutter…

– Mon børnene får en bid af den giftige citronmåne inden de snart skal i seng? Mon fader snart kan trække sig tilbage, og forberede sig til et møde i morgen? Og hvornår kommer børnenes moder mon hjem fra pludseligt opstået overarbejde?

… Det vil vise sig når os på Gerningsstedet i morgen formiddag drikker kaffe og måske spiser citronmåne-resterne indkøbt i den lokale Irma… Øko + fra Reinh van Hauen….


3. december 2018

Klokken er knap 12 da der plinger en SMS ind på faderens mobil:
“Hej lillebroder! Holder og venter ved færgen. Er fremme hos jer ved 17-tiden! Sover i autocamperen, hvis I ikke liiige er hjemme til tiden. 🧐 Faster Emma.”

OH NO!!! Når faster Emma kommer uanmeldt, så er det for at blive i mindst 3 uger… Og for at sætte huset på den anden ende:
– Så skal der gøres rent i væk! Der skal indføres regler og skemaer om dit, dat og dut: Sengetider, iPad-restriktioner, hvornår man kommer punkligt hjem fra både SFO og arbejde, faste spisetider, NUL take-away (kun “egns-retter” + rigelig med grød), opvaske-turnus og alt muligt andet halløj…
Fader ved, at beskeden om Emmas ankomst vil udløse et regulært ramaskrig i den lille familie. Og at faster Emmas ankomst er een af flere mulige skilsmissegrunde…
Han SMS’er til alle: “EMMA-SHIT-ALERT 💩! Vi lader som om vi ikke er hjemme, OK😱!!! BRUG BAGDØREN. TÆND IKKE LYS!!! INGEN må se os!!!. Knus og kram”.

Klokken 17:00: Emma er ankommet med sin autocamper. Der er – tilsyneladende – ingen hjemme i det mørkelagte hus…
Emma synes, at det er noget grimt griseri med gadens hundelorte foran autocamperen, hvorfor hun fluks går i gang med kost og spand!!!


2. december 2018

WRÆL! Som i en hver forudseelig og socialrealistisk julehistorie: Peter får den halve hundelort med ind i huset:-(
Peters kærlige fader sørger for, at trække Peters ret ulækre sko af, og så står resten af søndags-kvalitets-eftermiddagen ellers på hundelorte-rengøring i det lille hjem. MASTER-planen var ellers at bage velduftende brunkager og pebernødder, men den plan er nu udskudt på uvis tid!
Mon det overhovedet bliver jul i det lille hjem???


1. december 2018

ÅH NEJ! … Og ind fra højre kommer Peter. Han er en frisk dreng, og har sine pæneste sko på, fordi nu er det jo jul.


30. november 2018

Der er lagt op til DRAMA i Gerningsstedets vinduesjulekalender! Natten mellem d. 30. november og d. 1. december er der en hund, som lægger en KÆMPE hundelort midt på fortorvet!

Comments are disabled.